Syng Selected – et kor i skyerne
Syng Selected – et kor i skyerne
Denne måneds Syngkor er Syng Selected – Du kan læse mere om dem på vores hjemmeside eller deres Facebook profil
Af Esben Høgh
Dagen var tirsdag d. 1. maj 2018 kl. 6.00 om morgenen da passagerflyets hjul løftede sig fra landingsbanen med 250 km/t og vendte snuden mod Tel Aviv i Israel. Forud for dette øjeblik var der lagt utallige timer i forberedelse. Takket være Line Groth og hendes kontakter opstod muligheden for at rejse til Israel og synge koncerter. Da bestyrelsen luftede idéen for os i september måned, virkede det utopisk at kunne samle og planlægge en rejse for et kor på 30 mand. Men vi tog udfordringen op, og mens Line og bestyrelsen lavede et kæmpe(!) stykke arbejde i kulisserne, så måtte resten af koret få fornyet pas, flyttet aftaler, booke tid til vaccinationer, sætte eksamener på pause, spare penge op til rejsen og stresse over en mulig lockout. I sidste ende gik alt dog op i en højere enhed, og da flyet lettede fra landingsbanen kunne vi bryste os af at sende en delegation afsted på 32 ud 34 mulige, heraf lånte vi et tidligere kormedlem og en hjemmebragt lydmand og hans datter.
Ved middagstid landede vi i Tel Avivs 30 graders luftfugtige varme, og de første par timer gik med at indtage vand i rigelige mængder. Dagens højdepunkt var ”Light and Dark”-koncerten i den glimrende koncertsal Tzavta. Her optrådte vi vinterblege skandinavere i kridhvidt tøj, mens vores nye (for Lines vedkommende; gamle) israelske venner i Vocalocity var klædt i sort.
Udover et sæt fra hvert af korene havde dirigenterne arrangeret, at vi i fællesskab skulle synge israelske ”Nueba” og danske ”Irmelin Rose” – det bød på visse sproglige udfordringer for alle, men vi syntes selv, vi nåede i mål, og i øvrigt fik mødt hinanden på en rigtig fed måde!
En ydmyg og taknemmelig hilsen skal der også lyde til de mange israelere – og enkelte danskere – der fyldte koncertsalen, samt for de flotte ord der mødte os efter koncerten. Af hjertet tak. Toda!
Dagen efter bød på en endagstur til en af verdens mest interessante byer, Jerusalem.
Jerusalem er en utrolig by. Det er svært at give en dækkende beskrivelse af byen, der rummer så mange forskelligheder. Det faktum, at man på kort tid kan gå fra rummet, hvor Jesus bød sine disciple på sit sidste måltid til det mest hellige jødiske sted, Grædemuren, kombineret med muslimsk bedesang i byen – ja, det er altså bare ubeskriveligt!
Det blev en dag næsten uden sang, og efter en lang dag med sightseeing og busture var det tiltrængt med en lur på hostelet oven på en masse indtryk og lidt for meget sol til de solskoldede danskere.
Om aftenen blev vi inviteret ud i nattelivet af vores nye, festlige, udadvendte og varme venner fra Vocalocity. Det var stor oplevelse af være hos dem i deres by og være en del af deres fællesskab. Og så hjælper det jo altid på snakken med en omgang drinks og lokale øl.
(OBS. Et tip til dem der skulle have lyst til at udforske det israelske natteliv: Når en øl koster 35 shekels, så er det altså en ANDEN valutakurs end den danske, det er EKSKLUSIV drikkepenge, man skal IKKE taste en kode til sit VISA-kort, og pengene trækkes først en UGE efter. Enkelte af os taler af fuld erfaring. Bogstaveligt talt.)
Torsdag morgen lød størstedelen af koret til forveksling som et herrekor med dybe basstemmer, og mens nogen sov formiddagen ud, så udforskede andre den gamle bydel i Tel Aviv. Dagens program bød på Lines dirigentkursus for korledere fra forskellige lande. Vi agerede prøvekaniner for forskellige teknikker inden for groove, klang og pitch. Herefter gik turen mod strandpromenaden, hvor de sidste solskinstimer blev brugt på at bade i Middelhavet, spille volleyball og oparbejde en seriøs tan på den hvide sandstrand. Om aftenen var vi til koncert ved vores hollandske venner fra VOÏSZ, hvis stil er meget anderledes fra vores egen. Med temaet “Er sociale medier egentlig så sociale?” blev vi taget med på en rejse gennem numre som “Harder, Better, Faster, Stronger” og “Virtual Insanity”. Deres budskab slog igennem og referencer fra lige netop den koncert gik igen resten af ugen. Fx da hollandske Michael fik taget et gyldent billede af sine medkorister med snuden i telefonen, da de endelig fik internet ude i kibbutzen. Et billede taget med hans egen telefon, selvfølgelig.
Fredag og lørdag bød på en vokalfestival i Sde Boker ude i ørkenen. Her blev vi coachet af dirigenter fra Israel, Finland og Holland, og fredag aften sluttede vi dagen af med en masse små koncerter i den nærliggende sportshal. Sidst, men ikke mindst, brugte vi de sene timer i godt selskab med de andre kor, hvor øl, kor-jam og snak i krogene bidrog til en magisk stemning – kulturudveksling på højt plan!
Lørdagen fortsatte med vokalfestivalen, og om aftenen tog det israelske kor hjem, eftersom søndag er israelernes første arbejdsdag i ugen, og da det hollandske kor øvede for sig selv, så havde vi som kor en stund for os selv. Det blev en emotionel og vemodig aften, da lørdagen ikke blot markerede enden på Israel-turen, men også enden på den rejse som Syng Selected har været på med dirigent Line Groth og beatboxer Gomez. Der blev holdt taler, sagt farvel og på gensyn, og luften emmede af kærlighed, krammere og tårer. Heldigvis havde den lokale bar åben efter sabbattens afslutning, og dermed blev hyggen genetableret og fejringen af hinanden fortsatte til langt ud på natten.
Rejsen blev til pga. det arbejde der blev lagt i det fra alle sider, og derfor er der en masse der fortjener en kæmpe tak. Med fare for at glemme nogen, vil vi alligevel gerne sætte navn på:
– Tak til Line Groth for at give os alle muligheden for denne helt unikke oplevelse.
– Tak til kontakterne og de søde mennesker i Israel som gav os en fantastisk oplevelse. Som guider, planlæggere og mennesker har det været skønt at lære dem at kende. I et så omdiskuteret land som Israel har det været en gave at få lov til at snakke med den almene israeler om store og små ting. I sådanne samtaler har der både været plads til svære snakke og smalltalk om ingenting. Tak for jeres åbenhed og venlighed. Toda!
– Tak til lydmand Morten Bak for at hive en uge ud af kalenderen til at rejse med os, så vi kunne give folk den bedst mulige lydoplevelse.
– Sidst, men ikke mindst, skal der lyde en kæmpe applaus til Syng Selecteds bestyrelse for det kæmpe stykke arbejde, de har lavet ifm. Israel-turen.
Uden Gustav, Morten, Peter og Kirstine, samt Cæcilie og Sofie fra SYNG, havde det ikke været muligt.
Billeder fra turen kan ses på vores facebookside ”Syng Selected”.
I næste uge vil vi fortælle om vores sidste koncert fra København d. 9. juni.
The post Syng Selected – et kor i skyerne appeared first on Syng.
Del dette indlæg

