KALDER ALLE KORARRANGØRER!
Konkurrence: Få dit arrangement med i Syngs nye nodehæfte!
Kalder alle korarrangører!
Syng udgiver hvert andet år et nyt nodehæfte med korarrangementer, som gennem tiden er blevet sunget af flere tusinde gymnasie- og efterskoleelever til vores stævner. Og nu har du chancen for at få dit arrangement med i Syngs nye nodehæfte! Normalt udvælger vi arrangørerne på forhånd, når vi skal lave et nyt nodehæfte, men denne gang åbner vi op for, at alle kan sende deres bud på et arrangement ind til os. Sidste gang vi gjorde det var i 2020, da vi udgav hæftet ”Samme vej”, og nu har du igen muligheden for at blive en af de heldige, der får et arrangement med!
Så har du lyst til at få udgivet et arrangement hos Syng, så læs endelig videre!
Tema
Til vores nye nodehæfte ønsker vi arrangementer af sange, som er lavet af danske kunstnere. Det kan være sange fra kendte eller ukendte danske artister og sproget kan være på dansk eller engelsk. Der er ingen krav til, hvornår sangen er udgivet.
Retningslinjer til arrangørerne
Korarrangementet skal
- Arrangeres for blandet kor – SATB. Gerne med mulighed for at det nemt kan reduceres til at være 3-stemmigt.
- Være skrevet til at være med akkompagnement, og det skal kunne fungere med klaverakkompagnement alene
- Primært være målrettet til efterskole- og gymnasieelever. Arrangementet skal således være relativt nemt at få til at fungere og samtidig lyde af noget. Det må gerne være et ’pædagogisk’ arrangement, hvor forskellige stemmegrupper får lov til at synge melodi.
- Overholde ambitus som følger:
S: a-d – undecim
A: g-h – decim
T: c-f – undecim
B: a-d – undecim
- Ikke være for langt. Det er svært at sætte et fast sidetal på, da opsætningen i nodeprogrammerne er forskellige, men bruges opsætning, der benyttes i Syngs hæfter, må længden ikke overstige 6 sider inkl. noter
Udover selve noden på korarrangementet:
- Skal der vedlægges et par noter om, hvordan nummeret tænkes udført
- Man forpligter sig til at lave bandnoder/leadsheet, hvis ens arrangement bliver udvalgt
Vigtigt: Du skal ikke ændre i arrangementets layout, så det ligner Syngs hæfter – det gør vi selv efterfølgende. Lav arrangementet i det standardlayout, som du bruger i dit nodeprogram normalt.
Det er tilladt at sende flere arrangementer ind
Udvælgelse af arrangement og videre proces:
Deadline: 1/12 2025
- Når du har indsendt dit arrangement, vil det blive anonymiseret, hvorefter en del af Syngs bestyrelse vil udvælge de arrangementer, som får tilbudt at komme med i Syngs kommende nodeudgivelse – forudsat, at vi får udgivelsesgodkendelse af rettighedshaverne.
- Syng forbeholder sig retten til at komme med eventuelle rettelser og/eller ændringsforslag til arrangementerne, da det er vigtigt for os, at kvaliteten i vores udgivelser er i top. Vi respekterer dog selvsagt arrangørernes ret til selv at foretage ændringerne i deres eget arrangement. Herefter vil der være to korrekturrunder.
- Nodehæftet udgives i 2026 og bruges til vores stævner samme år.
De udvalgte arrangementer honoreres hver med DKK 3.000,-
De trykkes i 4000 eksemplarer og bliver endvidere indspillet og udgivet på Spotify.
Lyder det som en udfordring for dig, så send os dit arrangement som pdf, XML samt MIDI til syng@syng.dk senest d.1/12-2025.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Del dette indlæg

