Individet i helheden
Denne måneds Syngkor er Mariagerfjord Pigekor – Du kan læse mere om dem på deres hjemmeside eller på deres Facebook profil
Individet i helheden
Skrevet af Natasha Videbæk, sanger i Mariagerfjord Pigekor.
Når jeg tænker på Mariagerfjord Pigekor tænker jeg på krammere, highfives, venskab, hygge, busture, fed musik og ikke mindst masser af kage. Koret har kun eksisteret i ni år, og jeg kan glæde mig ved at sige, at de fem år hvor jeg har været med, har utroligt begivenhedsrige, med blandt andet Danmarks- og Europaturneer, CD-indspilninger, dokumentarer, musikvideoer og et hav af koncerter.
Vi synger i Mariagerfjord Pigekor fordi vi elsker musik, og vi elsker det fællesskab, der opstår når mennesker synger sammen. En af de fedeste oplevelser i verden er at skabe og dele musik. Så selvom det til tider er hårdt at bekymre sig om eksaminer og afleveringer oveni store koncerter, er det uden tvivl det værd. Men man skal virkelig ville det, fordi det er krævende med 3½ times kor om ugen, ½ times solosang og derudover lektier mellem hver kor-øver. Vi ved dog, at vi alle har et personligt ansvar for at løfte den her opgave, og vi har valgt, at det er en opgave, der er værd at løfte.
Hverdagen i koret
Det er nærmest ikke til at forstå, når vi sidder på Kulturskolen en onsdag aften og nørder vores blend og øver den samme frasering tyve gange, at hver eneste af os piger er med til at bygge et navn op, der er kendt både i ind- og udland, og at professionelle musikere er imponerede over vores arbejde. Men det giver helt sikkert en stolthed og en selvtillid der batter. Da jeg startede i koret var jeg genert og usikker, men den helt fantastiske ånd i koret, hvor der er plads til at lave fejl og der er plads til hver eneste piges individualitet i helheden, har fået mig til at vokse utroligt meget som person. Du kunne spørge enhver anden pige i koret og så ville hun sikkert fortælle dig det samme. Alle kan snakke med hinanden på kryds og tværs, og det giver et pusterum, som vi alle kan have brug for i vores hverdag.
Dengang Signe Sørensen startede koret gjorde hun det med mottoet; “det skal være fedt at være her” , og det er i den ånd koret lever videre med vores nye korleder Christian Ronsfeld. Det er dét fællesskab, der får Mariagerfjord Pigekor til at fungere så godt. Med så meget engagement og talent samlet på et sted, og en korleder som formår at udnytte det potentiale fuldt ud, bliver kor meget hurtigt højdepunktet på ugen.
The post Individet i helheden appeared first on Syng.
Del dette indlæg

