Hvis man synger og smiler, så lyder det bare meget bedre
Denne måneds Syngkor er Eriksminde Efterskoles kor – Du kan læse mere om dem på efterskolens hjemmeside eller Facebook profil
Hvis man synger og smiler, så lyder det bare meget bedre!
Interview med Sine, sopran i Eriksmindekoret
Har du sunget i kor før?
Ja, jeg sang også i koret på min folkeskole fra 0. klasse til 7. klasse. Der var jeg også sopran.
Hvad kan du godt lide ved at synge i kor?
Jeg nyder at synge i kor, både fordi jeg helt personligt får en masse ud af det, men også på grund af helheden. Jeg elsker at lytte til den samlede klang, og at lytte til, hvor smukt det lyder, når alle synger sammen. Jeg holder i det hele taget af selve idéen med at synge i kor. Det er et slags fællesskabsprincip, hvor alle er fælles om noget og får det til at lyde smukt sammen . Jeg tror, at fællesskabet bliver styrket af at synge i kor, fordi man får noget ud af det selv, og fordi resultatet bliver godt. Så det er en slags fælles belønning i en proces, koret har samarbejdet om.
Hvad er specielt ved Eriksmindekoret?
Det specielle ved Eriksmindekoret er nok, at vi kender hinanden så godt. Jeg har aldrig prøvet at synge i kor før med nogen, jeg var virkelig gode venner med. Det giver en styrke, og så har vi det helt vildt sjovt med at synge sammen.
Hvordan er det at synge i soprangruppen?
Vi er jo ikke så mange sopraner, men vi kan allesammen rigtig godt lide at synge. Vi synger ret kraftigt – måske fordi, vi ikke er så mange. Måske er det tilfældigt, at det lige er os, der synger til, som er endt i soprangruppen…
Vil du give et godt råd videre til andre korsangere eller nogen, der pønser på at synge i kor?
Ja, jeg synes, det er vigtigt, at man har det rigtig sjovt i koret. Det behøver ikke at lyde mega fantastisk og smukt, bare man synger til og har det sjovt med det. Og så er det en god idé engang imellem at stille sig ud ved siden af og lytte til de andre, så man fornemmer, hvor godt helheden lyder og, at man på den måde får lyst til at bidrage til det og selv synge med. Et kor er jo afhængig af, at alle yder deres bedste.
Hvad betyder mest i et kor: At man er god til at synge eller, at man har det godt sammen?
Især i Eriksmindekoret, hvor ikke alle er lige rutinerede korsangere, handler det meget om, at vi hygger os og nyder at synge. Hvis man synger og smiler, så lyder det bare meget bedre!
Skal du fortsætte med at synge i kor, efter du er stoppet på Eriksminde Efterskole?
Det ville jeg rigtig gerne, men jeg tror ikke, jeg får nok overskud og fritid til det i forhold til den ungdomsuddannelse, jeg skal fortsætte på. Men hvis der kommer en mulighed f.eks. på uddannelsen eller i et frivilligt kor, så kunne jeg godt tænke mig på et tidspunkt at vende tilbage til det.
The post Hvis man synger og smiler, så lyder det bare meget bedre appeared first on Syng.
Del dette indlæg

