Ekstatisk releasekoncert i Dome of Visions
Ekstatisk releasekoncert i Dome of Visions
Denne måneds Syngkor er Naura – Du kan læse mere om dem på deres hjemmeside eller deres Facebook profil
af Anne Reil-Gammelgaard
Du står i en kuppel. Over dig hænger himlen, stor og faretruende, og som frosset hænger en måge lige uden for et af de utallige vinduer – med vinden under sine hvide vinger. Imens daglyset forsvinder og du ser det ske, akkompagneres det begyndende mørke af popklange, groove, inderlighed, samarbejde og ikke mindst forløsning. Du hører dem og du ser dem – der i det blå lys, med koncentrationen og sangglæden malet i ansigterne.
Naura har nu i mange måneder arbejdet for, øvet på, kæmpet med og glædet sig til den releasekoncert, som løb af stablen tirsdag aften – i det stemningsfyldte Dome of Visions på Aarhus Havn. Med himlen som en blågrå, blæsende ramme om det hele: om nervøsiteten, koncentrationen, den nordiske lyd og følelsen af at være stolt, glad og lettet. Det gik godt. Det gik faktisk helt vildt godt, synes vi selv.
For de fire nye ansigter, der endnu ikke havde sunget koncert med Naura, var det en svær opgave. Der skulle terpes – og det blev der! Derfor var det, for dem, både en kraftanstrengelse og en nydelse at se det produkt, der kom ud af alt besværet med at lære det hele udenad på ingen tid.
For alle var det en ekstatisk og anderledes oplevelse: at stå der, med havet i baggrunden, badet i det blågrønne lys, men omgivet af mørke, og med omkring 120 lydhøre publikummer foran sig. Troen på at Naura, midt i stormen, midt i kaosset med korlederskift, en EP der endnu ikke kan udgives, fire splinternye sangere og diverse jobs, der engang imellem har taget opmærksomheden fra releasekoncerten, formår at præstere, når det gælder. Og vigtigst af alt: formår at nyde det samtidigt, og både smile til hinanden, synge fokuseret sammen, groove sammen og fortælle en historie gennem musikken.
Med tirsdagens releasekoncert er der taget hul på en uge med hele tre koncerter: de to næste i Berlin, fredag og lørdag aften. Vi glæder os til en hel weekend i hinandens selskab, og vi ser frem til at vise vores musik frem for et nyt publikum. Nu er vi i hvert fald varmet op!
The post Ekstatisk releasekoncert i Dome of Visions appeared first on Syng.
Del dette indlæg

