Når vi leger i musikken
Denne måneds Syngkor er Sing It! Læs mere om dem på deres facebook profil.
Når vi leger i musikken
Hvorfor er det, at jeg hver torsdag sætter mig op på cyklen og suser af sted til kor? Også når jeg er allermest træt. Indimellem i lidt for høj fart, fordi jeg var lige ved at glemme mikrofonen og kablet, eller måske fordi der lige var et arbejde, der krævede lidt ekstra eller en sangtime, der skulle nås inden korprøven.
Der er foretaget så megen forskning inden for kormusikken om, hvorfor det gør os glade at synge i kor sammen.
Den vigtigste årsag til, at jeg kommer til korprøver i Sing it! er, at jeg elsker at være sammen med andre musikglade mennesker. Og jo mere vi synger sammen, jo mere føler jeg mig forbundet til de andre. Den forbindelse kan man som kor opnå på mange måder, men i vores kor gør vi det ofte i form af ice breakers.
Klip fra Sing Its korprøve
Men det er ikke kun det, der trækker hver torsdag – og det tror jeg gælder for en stor del af korets medlemmer. Det er det, at vi sammen kan skabe musik, som nogle gange bliver til kunst. Når vi alle bare overgiver os til musikken. Når vi kender vores toner, rytme og tekst så godt, at vi kan lade musikken flyde gennem os og sammen skabe noget meget større, end vi hver især ville kunne. Når vi pludselig under en koncert står med gåsehud, kan mærke en tåre presse sig på eller simpelthen bare glemmer tid og sted. Det er det, der gør det helt magisk at synge i kor. Og det er det, vi sommetider mærker og glædes over efter en koncert.
Der kan være mange måder at nå til det stadie på. Stadiet, hvor vi bare laver musik – og ikke tænker for meget. Det kræver, at vi som kor tør give os hen til musikken. Og det tør vi, når vi føler os sikre i musikken.
Jo mere man tillærer sig af teorien og hørelæren bag musikken, jo mere sikker føler man sig ofte. Det kan være lige fra at klappe rytmer til at improvisere.
Tryghed i det intelligente kor
Teorien omkring det intelligente kor, som vores tidligere dirigent Christian Ronsfeld har startet i koret, og som vores nuværende dirigent Nanna Lærke har videreført, er et centralt omdrejningspunkt for vores korprøver. Vi synes, det er så spændende at få lov til at lære noget nyt og føler os ekstremt privilegeret over, at vi i koret har haft to dirigenter, som har været så ivrige efter at lære fra sig.
Med det intelligente kor, lærer vores dirigent os at blive et mere selvstændigt kor. Det betyder også, at vores korprøver ikke kun går med at øve sange, men i perioder ligeså meget med rytmeøvelser, improvisationer som circle song og circle shadow, vocal painting, solmisation osv. De første gange, vi skulle improvisere, kunne de fleste måske mærke hjertet banke lidt (måske meget) hårdere, men nu hvor vi har lavet disse øvelser i flere år, føles det efterhånden som en helt naturlig del af korets prøve. Måske også fordi vi kender hinanden og hinandens stemmer så godt og føler os trygge ved hinanden. Og det giver alle i koret mulighed for at bidrage med noget originalt. Altså ved at lade hver eneste stemme blive hørt. Måske i forbindelse med en improvisation. Ofte imiterer vi også hinandens lyde eller mimik i øvelser, så vi kan fornemme eller se, om vi har præcist den samme klang.
Vi begyndte for kun omkring to år siden, men jo mere vi synger sammen, jo bedre og mere frit føles det bare at synge sammen. Det giver noget helt specielt at være helt opmærksom på hinandens stemmer, klang og lydstyrke – og disse øvelser er noget, der gør, at vi bare kommer endnu tættere på hinanden i koret; og at vi ender med at finde frem til en fælles klang.
Det er derfor, jeg hver torsdag – uanset hvor træt jeg er – sætter mig op på cyklen med kurs mod konservatoriet.
– Anne-Louise, 1. alt i Sing It
The post Når vi leger i musikken appeared first on Syng.
Del dette indlæg

