Magi i sammenholdet

Jeg blev optaget som førstesopran i Voicebox i sommer. Da havde jeg et år på musikvidenskab på bagen og før det flere år som klassisk sanger på MGK. Trods min solide bagage var der stadig lidt sommerfugle i maven, da jeg skulle til prøve – kunne de høre mit rytmiske potentiale? Havde jeg valgt den rigtige solosang? Men vigtigst: Var voiceboxerne lige så søde, som jeg var blevet fortalt?

Det var de fem, der deltog i min prøve heldigvis, og da jeg kom til første korgang, blev jeg mødt af endnu flere åbne arme. Alle gjorde en indsats for, at jeg som ny følte mig velkommen, set og godt tilpas. Men endnu større end den sociale tolerance var oplevelsen af med det samme at blive indlemmet i et musikalsk univers, hvor hvert åndedræt, hver sætning og hver bevægelse, den enkelte sanger bidrager med, går i symbiose med resten af koret. Jeg fløj hjem den aften og er kommet tilbage hver torsdag siden da for at tappe af den magi.

I november skulle vi så mødes en anden dag end torsdag – vi skulle nemlig til København og synge min første koncert! Men også for resten af Voicebox var der flere førstegangsoplevelser, som gjorde alle spændte og en anelse nervøse.

Indtil da havde Voicebox ikke været længere væk end Skanderborg for at synge koncert, og selvom København er nemmere at komme til med offentlig transport, så ER det også lidt dyrere, og vi skulle prøve at donere så få penge til DSB som muligt. Puslespillet med biler versus tog nåede heldigvis at gå op, et par dage før vi skulle afsted, og lørdag morgen myldrede voiceboxere både på færge og over broer mod hovedstaden.

Det var også første gang, vi skulle have fornøjelsen af Kristian Skårhøj som lydmand, og han havde fremskaffet trådløse mics til hele koret. Vi havde derfor øvet nogle vildere opstillinger og omstillinger, end man kan med almindelige mikrofonledninger. Det var tydeligvis nervepirrende for andre end mig at skulle være fri af de sædvanlige rammer, men hey – det var jo bare København …

Alle kom heldigvis helskindet frem til Anna Kirke. ReChoired var også glade og forventningsfulde, øvningen af vores fælles nummer gik rigtig godt, og til lydprøven nåede vi lige at få fornemmelsen af, hvordan det ville blive. Efter et par timer begyndte kirken at blive fyldt med publikum.

Og så gik koncerten i gang. Jeg sad sammen med resten af Voicebox og nød ReChoireds start på dobbeltkoncerten, og det slog mig, at her, næsten anonym på en bænk i kirken, endnu inden min første koncerttone, var jeg fuldt og helt en del af denne dejlige gruppe mennesker, og den følelse tog jeg med op på scenen, da vi overtog den. Jeg er sikker på, at alle i kirken kunne mærke magien, og tiden fløj afsted. Pludselig var koncerten ovre, og vi skulle et andet sted hen og spise med vores værtskor.

Efter en berusende koncertoplevelse var det noget af en kold tyrker at komme ud af Anna Kirkes trygge varme, for mens vi var langt væk i koncertland, var det blevet en mørk og stormfuld aften i resten af Danmark og især i København. De yndige snefnug, vi havde bemærket tidligere på dagen, var nu blevet til vandret slud, og det føltes som en evighed, inden vores dedikerede taxabas havde fragtet alle ad flere omgange til Østerbro. Men vel inde i varmen igen hos ReChoired fortrængte vi nok engang det vilde vejr, og vi nød en velfortjent samarbejdsmiddag.

Da denne weekend var den eneste i hele efteråret, hvor vi kunne samle alle voiceboxere, var der planlagt overnatning og juleøvning efterfølgende i Greve hos én af koristernes gæstfrie gudmor, og mætte og glade fik vi fyldt bilerne op og begav os på sidste del af lørdagens rejse.

Det var hvidt derude, og det gav anledning til at komme i julestemning, da vi kørte igennem  en stjerneregn af sne i Københavns gader og på motorvejen. Blæsten havde lagt sig, virkede det til, og det skulle nok gå med den korte tur til Greve.

Da den bil jeg sad i, ramte motorvejsafkørslen, gik der dog ikke mere end tre sekunder, før bilen sad fast i en snedrive, og dirigenten og undertegnede måtte ud og skubbe bilen fri, mens chaufføren styrede helårsdækkene. Vi skubbede og skubbede og fandt efter nogen tid ud af, at det at skubbe en bil er samme følelse, som når vi synger. Vi skulle sammen finde den rigtige rytme og det rigtige swung til at få bilen fremad. Det lykkedes, og vi skubbede derudad.
Bedst som vi troede, vi havde kontrol over det, skred bilen, og vi måtte give op. Dagens eufori var så småt ved at fortage sig, og vi begyndte at få lidt svært ved at se udviklingspotentialet i situationen. Men da håbet var på sit laveste, dukkede fire mænd op og tilbød deres hjælp til tre jomfruer i nød. Det viste sig at være Voicebox-mændene (jeps, dem alle sammen). Vi fik sammen bilen fri og kunne nu alle med fornyet humør køre mod varme og hygge i Greve. De næste fem km mod vores endestation sad vi fast flere gange, men det lykkedes gang på gang at finde rytmen til at få bilen fri, og vi kom sikkert i mål til vores overnatningssted, kun et par timer efter at vi forlod Østerbro. Resten af natten gik med at fejre os selv – kampen mod snemasserne var vundet, alle overlevede og juleøveren dagen efter kunne gennemføres (transponeret et par toner ned), inden vi vendte bilerne mod Aarhus, endnu tættere sammenrystet end vi allerede var.

– Anne Sofie, 1. sopran i Voicebox

The post Magi i sammenholdet appeared first on Syng.