Kulminationen på et års arbejde
Kulminationen på et års arbejde
Denne måneds Syngkor er Katedralskolens kor – Du kan læse mere om dem på Aarhus Katedralskoles hjemmeside eller Facebook profil
Hvert år drager Katedralskolens kor mod København for at synge med et kor fra et andet gymnasium. I år går turen mod Christianshavns Gymnasium, hvis kor vi også har sunget med før og ser frem til at synge med igen. Turen, og koncerterne derovre, er kulminationen på et hårdt års korarbejde, hvor vi får lov at fyre hele repertoiret af. En weekend som kan beskrives med ét ord: KOR.
På turen skal vi bo hos eleverne på Christianshavn Gymnasium. Det er altid en ny og spændende oplevelse, og en øjenåbner hver gang. Det kan klart anbefales at prøve, hvis man har muligheden! Man opdager, hvordan hver familie virker på sin egen måde, og har sine egne traditioner og rutiner, som kan være vidt forskellige fra det man kender derhjemme.
Tidligere i år har vi i koret samarbejdet med andre gymnasier i og omkring København. Sidste år gik turen til Allerød Gymnasium i et samarbejde mellem Allerød Gymnasium, Aarhus Katedralskole og Sankt Annæ Gymnasium, og der stod kor på programmet hele weekenden. Turen startede fredag med øvning af sange vi på forhånd havde øvet hjemmefra. Vi fik først fri kl 20, og efter en lang dag var der ikke energi til meget andet end at være sammen et par timer og så hjem til værtsfamilierne. Lørdag fortsatte øvningen hele dagen, men det er jo det, vi kan lide: At synge kor. Søndag og mandag var der så koncerter på Allerød Gymnasium og hos Sankt Annæ. Det var super sjovt, men stemmerne var efterhånden lidt slidte.
Efter en sådan oplevelse kan man ikke andet end glæde sig til turen igen i år. Vi skal denne gang have vores skoles big band med, så det kan kun blive en kæmpe succes! I et travlt gymnasie-liv er det altid rart at dedikere sig fuldt ud til kor i en hel weekend, og så med ens venner
Hvis du kunne tænke dig at vide mere om koret kan du komme til de åbne koncerter vi opsætter i weekenden 26.-28. april på Christianshavn Gymnasium, og den kommende uge på vores egen skole, Aarhus Katedralskole. Du kan finde flere informationer på skolens facebook-side, Aarhus Katedralskole og på begivenheden.
The post Kulminationen på et års arbejde appeared first on Syng.
Del dette indlæg

