Korturen gik til Island
Syng støtter sine medlemskor på mange måder. Bl.a. kan man søge rejsestøtte hvis man har planlagt en turné. Her er en beskrivelse af hvad koret EVE fik ud af deres 10.000kr fra Syngs rejsepulje.
EVE på Island
4.-10. august 2015
Turbeskrivelse
I dagene 4.-10.8 drog EVE afsted på koncerttur til Island med støtte fra bl.a. SYNG. Her er en turbeskrivelse forfattet af 2 kormedlemmer.
Tirsdag
Tirsdag var rejsedag. Vi mødtes tidligt om morgenen på hovedbanegården i Århus, hvorefter vi tog af sted med toget mod Kastrup Lufthavn. Her blev der shoppet og hygget, og grundet et temmelig forsinket fly blev der også god tid til at øve noder, lave musikquizzer, spille kort og spise. Ud på aftenen nåede vi med flyet til Keflavik på Island. Her gav vi en kort, improviseret koncert, hvor vi bl.a. sang Billy Joel’s ballade “And So it Goes” og den svenske klassiker “Sommersalme”. De andre flyrejsende i indgangshallen var begejstrede for, at der pludselig stod et dansk kor og sang løs midt i det hele, og der blev filmet og klappet på livet løs. Herefter gik vi opløftede ud til bussen, som kørte os ind til Reykjavik. Turen dertil var fascinerende for dem af os, der ikke før havde besøgt Island – landskabet var goldt og uden træer, men samtidig enormt smukt og storslået. Turen i bus var også ekstra sjov, idet vi igen sang “Sommersalme” for et dansk, nygift par fra Danmark.
I Reykjavik blev vi indlogeret på et hostel, og alle vi piger sov på én stor sovesal. Det var enormt hyggeligt! Senere gik vi ud for at finde aftensmad i centrum af Reykjavik og kl. 2 dansk tid gik vi seng – rejsetrætte, men spændte på de kommende dages musikalske begivenheder.
Onsdag
Onsdag blev en af vores sightseeing dage. For nogle var planen at se byens smukke musikhus, Harpa, der lå nede på havnen. Vi syntes alle, at den havde en utrolig flot arkitektur. Derinde kunne man tydeligt mærke den islandske stemning, da man fra bygningen også kunne se ud over den islandske natur. Resten af formiddagen brugte nogle på at være til koncert i Hallgrimskirken, hvor koret Schola Cantorum sang. Det var en rigtig flot koncert sunget af meget professionelle sangere. Koret sluttede af med at synge den islandske sang “Hey Himna smiður” som deres ekstranummer, hvilket var en særlig oplevelse for os, da sangen også er en del af vores repertoire. Man måtte koncentrere sig om ikke at komme til at synge med.
Senere på dagen tog vi i svømmehallen, og besluttede os for at underholde de andre badegæster med et par sange, heriblandt den islandske. Igen blev vores lille indslag modtaget meget positivt. Den efterfølgende aften blev brugt på hygge og vi tog på en café og hørte jazz.
Torsdag
Torsdag var en af koncert dagene, hvor vi holdt koncert i Akranes Vinaminni, der ligger overfor den smukke kirke i Akranes. Men vi havde tid om morgenen til at tage et frisk havbad på Reykjaviks eneste strand i det 13 grader varme vand. Dernæst havde vi fornøjelsen af at se fyrtårnet i Akranes, der er blevet en rigtig populær turistattraktion. Fyrtårnet er blevet kendt på at have en fantastisk akustik, hvilket den til fulde levede op til. Derfor besøger mange tårnet for at synge eller spille musik. Vi brugte noget tid på at afprøve akustikken og det var en sand fornøjelse, samtidig med at vi blev filmet og fotograferet af lokale folk, som lagde optagelser ud på facebook med opfordringer til at komme til aftenens koncert!
Om eftermiddagen begyndte vi på forberedelserne før koncerten. Vi varmede op og havde prøve. Samtidig kunne vi også høre hvordan rummet lød. Til vores store glæde mødte vi igen et rum med en god akustik. Endeligt stod vi klar med rød læbestift og hvide bluser klar til at synge koncert for et parat og nærværende publikum. Koncerten var en succes og vi fejrede det ved at køre hjem til vores hostel, syngende og glade.
Fredag
Fredag blev brugt på sightseeing i stor stil. Vi delte os op i to hold – et som tog på Golden Circle-tur, som er den ældste rute på Island. Her fik vi set gejsere, vandfald, en stor gletscher og ingenmandsland mellem to tektoniske plader. Det var vildt at opleve Islands storslåede natur. Det andet hold, som mest bestod af piger, der før havde besøgt Island, tog på en anden tur, hvor de fik set, hvad Sydkysten havde at byde på, af smuk islandsk natur.
Om aftenen blev der hygget på vores hostel, bl.a. med masser af kortspil og sang på værelset og i opholdsstuen.
Lørdag
Om lørdagen var det igen tid til koncert. Før koncerten stod den på forprøve og finpudsning af diverse satser, som efterhånden kunne synges med stor sikkerhed. Efter forprøven var vi i god form til en koncert i det velindrettede Nordens hus – dog var der ikke mange, der mødte op fra starten, men løbende gennem koncerten kom flere til, og det endte med at blive en fin koncert for et veloplagt publikum bestående af både danskere, englændere og islændinge.
Til koncerten blev der ikke sunget “And So it Goes”, men efterfølgende var vi nogen, der synes, at vi manglede at synge den, så imens vi pakkede sammen og ryddede op, gik vi og sang – det var en fin afslutning, som kun var for os som kor, og ikke for publikum. Det var dejligt at have dét sammen.
Efter koncerten var der tid til at tage i svømmehallen, besøge Hallgrimskirkens tårn og hvad man ellers havde lyst til. Om aftenen gik flere på fiskerestaurant for at prøve Islands udsøgte fisk, og senere igen blev der hygget, spillet kort og sunget på værelset. Dog holdt vi også en mini-koncert i hostellets opholdsrum, hvor mange rejsende fra nær og fjern var samlet. Her fortalte Birgitte om søndagens koncert i Harpa, og folk lyttede opmærksomt efter, da vi sang den første sang. Efterfølgende ville de have mere og virkede meget begejstrede.
Søndag
Om søndagen var formiddagen åben for at planlægge aktiviteter. Mange tog i Den blå Lagune, mens andre tog ud at sejle for at se hvaler. Sidste på eftermiddagen var der koncert i Harpa. Denne koncert blev holdt ude midt i et åbent rum, hvor publikum kunne komme og gå som man ville. Koncerten var speciel på mange måder. For alle var dette den sidste koncert på Island, for nogen var det deres sidste koncert i EVE. Derfor blev koncerten betydningsfuld for alle, og mens vi sang, tænkte vi tilbage på mange dejlige koncerter med EVE.
Mandag
Mandag var hjemrejsedagen. Vi vågnede ved lyden af vores vækkeure kl. 02:30 om natten for at kunne tage en bus kl. 03:00. Derfor var der mange, som nemt kunne falde i søvn i bussen uden at komme til at synge. Flyturen blev startet med at vinke farvel til en smuk ø og glæde os over den gode oplevelse vi havde haft med at besøge Island.
The post Korturen gik til Island appeared first on Syng.
Del dette indlæg

