Kunstnerisk leder søges til koret Syng Selected
Syng Selected er et rytmisk a cappella-kor bestående af 31 sangere fra hele landet i aldersgruppen 18-30 år. Koret arbejder på højeste musikalske niveau og har ambitioner om at bidrage til udviklingen af rytmisk kormusik i både indland og udland. Korets sangere er engagerede unge, som påtager sig en stor del af ansvaret for at drive foreningen både administrativt og musikalsk i et tæt samarbejde med den kunstneriske leder.
Koret blev dannet i 2014 af ungdomskororganisationen Syng, og formålet med koret er hovedsageligt at inspirere unge i hele Danmark til at engagere sig i kor og sang.
Om stillingen
Som kunstnerisk leder for Syng Selected har du det overordnede ansvar for den musikalske drift og
udvikling af koret. Den kreative vision udspringer hovedsageligt fra dig, men det er også essentielt at
du formår at inddrage sangerne i udviklingen af musikken.
Stillingen er tidsbegrænset til tre år og ansættelsen begynder den 1. august 2026. Ansættelsen har
ikke et fast ugentligt timetal, men er primært knyttet til 4 årlige øveweekender foruden ad hoc
arbejdsopgaver som eksempelvis koncerter, projektledelse, deltagelse i bestyrelsesmøder og øvrige
aktiviteter, som koret selv arrangerer.
Aflønning ifbm. korets øveweekender foregår gennem Syng, mens honorering ifbm. koncerter varetages af koret.
Du har
- Praktisk erfaring med ledelse af ungdomskor på højt niveau
- Erfaring med at facilitere et rum, hvor unge trives, har lyst til at engagere sig og til at bringe sig selv i spil
- Kompetencer til at arrangere flerstemmig rytmisk kormusik (ofte 8 stemmer + vokalpercussion)
- Indgående kendskab til den danske korscene og de dertilhørende aktører, strukturer, organisationer, begivenheder mm.
Vi tilbyder
En kerneposition som frontperson for et unikt kor med store ambitioner og en mulighed for at
arbejde med et nationalt kor på højt niveau med engagerede unge sangere fra hele landet.
Ansøgning
Ansøgningsprocessen består af en skriftlig og en praktisk del. I den skriftlige del beder vi dig sende en ansøgning med dine tanker og motivation for at søge stillingen samt et relevant CV og eventuelt videomateriale, der kan dokumentere dit tidligere arbejde med kor.
Herefter udpeger vi et antal kandidater til den praktiske del, hvor man får 20 minutter til at arbejde med koret, efterfulgt af en samtale med korets bestyrelse og repræsentanter fra Syng.
Søg stillingen ved at sende ansøgning, CV og eventuelle videoklip til syng@syng.dk senest mandag den 22. december 2025. Hvis du bliver udvalgt til den praktiske del, vil du blive kontaktet senest den 9. januar 2026.
Den praktiske del finder sted fredag den 6. februar 2026 i tidsrummet. 18.00-22.00 på Ranum Efterskole.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Syngs daglige leder, Cæcilie Uhre Karlsson, på syng@syng.dk.




