Den 7.-9. oktober arrangerede Syng og Kor72 CrossOver korstævne på Aarhus Katedralskole.
Et nyt tiltag, hvor rytmisk og klassisk orienterede korsangere i alle aldre sang sammen på tværs af genrer, i bestræbelserne på at berige hinanden og styrke den fælles passion: KORSANGEN.
En rytmisk og en klassisk gruppe arbejdede med hver deres instruktør og repertoire, men mødtes også i løbet af weekenden i indstuderingen af flere fællesnumre. Alt det gennemarbejdede materiale blev opført ved den fint besøgte åbne prøve, søndag eftermiddag.
To spændende instruktørnavne stod for instruktionen på stævnet:
• Frederik Malmberg, kendt for nye og spændende vinkler og lidenskab for det usædvanlige, kombineret med et bredt kendskab til tids-perioder og stil, hvilket har gjort ham til én af Nordens mest spændende kordirigenter. Han dirigerer bl.a. DR Vokalensemblet, Eric Ericsons kammerkor og Harmony of Voices.
Den røde tråd i den klassiske gruppes repertoire i denne weekend har været: Nyere klassisk kormusik med kendte komponister som danske Bo Gunge, amerikanske Eric Whitacre, Norske Ola Gjeilo, og svenske Nils Lindberg. Alle komponister med kormusik i et tilgængeligt, smukt klang-fuldt univers.
• Morten Kjær er velkendt af rytmiske korsangere. Han har været medlem af vokalgruppen Basix og var i flere år hjælpedirigent og arrangør for Vocal Line. I dag bor Morten i Los Angeles, hvor han dyrker sin egen musik og turnerer rundt med vokalgruppen m-pact!
Morten styrede med sin store erfaring og inspirerende instruktion den rytmiske gruppe gennem weekenden. Repertoiret i den rytmiske gruppe tog udgangspunkt i nogle af de gode, insisterende popsange, vi får proppet i ørerne, når vi tænder for bilradioen. Så det handlede om gode melodier, frasering, groove og levering. Deltagerne blev gode venner med Katy Perry, Beyoncé, Daniel Merryweather og andre store navne i den genre.